visninger

Birgit Sadolin

Birgit Sadolin (Birgit Bodil Møller Pedersen) er datter af hovedbogholder på Det Kgl. Teater Bernhard Møller Pedersen (22-09-1889 - 1962) og hustru Lisbeth Møller Pedersen, f. Christensen (død 1963). Hun læste hos skuespillerinden Else Højgaard som indstillede hende til elevskolen som 17-årig. Hun blev uddannet på Det Kgl. Teaters elevskole 1951-1953 og debuterede 19 år gammel som Elsebeth i "Jean de France". Forinden havde hun haft en mere uofficiel debut på teatrets sommerturné som grevinde Olivia i "Helligtrekongers Aften". Hun havde på teatret bl.a. roller som Columbine i "De usynlige", Pernille i "Maskerade" samt i "Lang dags rejse mod nat". I 1961 fik hun sit egentlige gennembrud som Beatie i "Rødder" under et gæstespil på Odense Teater. Hun gentog rollen på TV i 1963. Efter ti år på Det Kgl. Teater søgte Birgit Sadolin nye udfordringer og blev freelance i 1964. Hun var fast engageret i en sæson ved TV-Teatret. Udfordringer fik hun i rigeligt mål på samtlige københavnske scener og Aalborg Teater i de næste årtier, både i det klassiske og det moderne repertoire ligesom hun spillede revy og medvirkede i et hav af radio- og TV-forestillinger, hvor især "Farvel Thomas" vil blive husket. Desuden har hun bl.a. medvirket i TV 2's julekalender "Hallo det er jul" og i "Rejseholdet". I 1971 var Birgit Sadolin med i Preben Harris' åbningsforestilling på Folketeatret "Ridderen uden frygt og dadler". I begyndelsen af 1990erne turnerede hun sammen med Kirsten Rolffes og Malene Schwartz med forestillingen "Tre kisteglade piger". Op gennem 1990erne har hun spillet på Betty Nansen Teatret, Det Danske Teater, Folketeatret og haft roller bl.a. i "Scener af et århundrede" på Gladsaxe Teater og i "Flammer" og "Vild hverdag" på Det kgl. Teater. Hun stoppede sin karriere på Gladsaxe Teater i 2000 i forestillingen "Showtime". Birgit Sadolin havde sin første større filmrolle i "Ved Kongelunden" fra 1953, men fik sit gennembrud som filmskuespiller i 1957 i "Tre piger fra Jylland", hvor hun for sin hovedrolle modtog en Bodil-pris. Hun medvirkede i mange filmlystspil op gennem 1950'erne og 60'erne, blandt andet En pige og 39 sømænd, Dyden går amok og serien af Min søsters børn. Birgit Sadolin giftede sig den 23. juli 1955 i Valløby Kirke med direktør, cand.polit. Pelle Per von Hausen Sadolin (27-11-1929 - 08-12-2016). I perioden 1956-1960 fik hun tre børn. Ægteskabet blev opløst i 1969. I årene fra 1971 til 1985 var hun gift med sceneinstruktøren Henning Ørnbak.

Kendt for: Acting

Fødselsdag: 1933-10-10

Fødested: Hellerup, Denmark

Også kendt som: Birgit Bodil Møller Pedersen

Birgit Sadolin